Til trods for at L. Ron Hubbard for længst havde indset, hvad stoffer kunne medføre af menneskelig lidelse, var det først den såkaldte psykedeliske revolution i 1960’erne, der satte ham i gang med hans mest intensive arbejde på området. Hans begrundelse var enkel – intet menneske kan blive åndeligt frit, hvis dets krop er påvirket af en kemisk substans. Ikke alene udgør stofmisbrug en helbredsrisiko, men det påvirker også personligheden og evnen til at lære, samt personens generelle holdninger og åndelige bevidsthed. Faktisk begyndte han at omtale denne narkotika-epidemi, som en altødelæggende social katastrofe. Efter en undersøgelse fra 1972 om, hvad det udbredte misbrug havde medført for New York Citys ungdom – og i lyset af, hvad der fulgte i kølvandet på dette psykedeliske årti med et stigende forbrug af kokain og heroin og den deraf følgende vold, må man sige, at han havde ret. Den sociale ødelæggelse viste sig virkelig at være en katastrofe. Problemet var heller ikke kun begrænset til at omfatte stoffer blandt ungdommen; psykiatrien og medicinal-industrien pumpede med fuldt overlæg stoffer ind i samfundets brede lag og gjorde problemet til et kulturelt problem.

Hans løsning var et enestående program til narko-afvænning, som ikke alene tog sig af, hvad narko medførte i form af mental og åndelig svækkelse, herunder forstyrret tankegang og nedsat årvågenhed, men også tog sig af de problemer, der til at begynde med fik en til at tage stoffer. For, som Hubbard fandt ud af, medmindre disse problemer bliver løst, sidder personen for altid tilbage i den oprindelige tilstand, som stoffer var ”løsningen” på. Ligeså enestående for Hubbards afvænningsprogram var hans måde at fjerne abstinenssmerter på, hvilket er særdeles relevant, når man tænker på virkningen af heroin og kokain. Ved den traditionelle behandlingsform, hvor man erstatter en form for afhængighed med en anden (for eksempel når man giver metadon i stedet for heroin), har lidelserne fra abstinenserne længe stået i vejen for afvænning af de virkelig svært afhængige. Sådan set var der ikke tidligere blevet gjort meget for de virkelig svært afhængige, for i modsætning til ”lyst-misbrugeren” havde de virkelig svært afhængige sjældent mulighed for at betale det, det koster, at få såkaldt ”hjælp’’ på en almindelig afvænnings-klinik. Med Hubbards kombination af kosttilskud, terapeutiske øvelser og motion er mareridtet for den virkelig svært afhængige under alle omstændigheder forbi for altid.

I dag bruges L. Ron Hubbards narko-afvænningsmetoder i mere end 50 lande verden over, og de har med held befriet titusinder fra afhængighed af stoffer. Hubbards afvænningsmetoder bliver nu udelukkende brugt af de internationale afvænningscentre, Narconon (som betyder ingen stoffer). Narconon, der lovprises i store ord for sin enestående effektivitet, har fem gange større succes med afvænning end alle andre afvænningsprogrammer. Og de, der fuldfører Narconon-programmet med succes, er ikke alene stoffri, men de er også ophørt med at begå kriminalitet. Eksempler, der belyser dette: En forberedende undersøgelse viste, at 73 % af stofmisbrugerne selv solgte stoffer. Efter at have været på et andet afvænningsprogram end Narconon, solgte 50 % stadig stoffer. I en tilsvarende gruppe, der gennemførte Narconon-programmet, var der ingen, der solgte stoffer. Hvor andre programmer var i stand til at nedsætte narko-relaterede røverier til 40 %, var der ingen overhovedet, der efter Narconon-programmet begik kriminalitet.

De andre 57 Narconon-døgncentre beretter om tilsvarende bemærkelsesværdige resultater blandt hundreder af personer, der behandles hver uge. Derfor er det ikke underligt, at Narconon-programmet er blevet anerkendt af den højt ansete Kommission for Anerkendelse af Afvænningssteder (CARF) som model for alle afvænningsprogrammer.