”Det første princip i min egen filosofi,” skrev L. Ron Hubbard, ”er, at visdom er for enhver, der ønsker at række ud efter den. Den tjener såvel menigmand som konge, og den skal aldrig betragtes med ærefrygt.” Han tilføjede, at filosofi skal kunne bruges, fordi ”Lærdom, der skjuler sig i mugne bøger, er ikke til megen nytte for nogen og derfor værdiløs, hvis den ikke kan anvendes”. Endelig har han erklæret, at filosofisk viden kun har værdi, hvis den er sand og brugbar, og derved satte han standarderne for Dianetik og Scientologi.

Hvordan L. Ron Hubbard grundlagde disse emner er en lang historie, som faktisk begyndte i århundredets første årtier. Han blev ven med sortfodsindianerne, der var de oprindelige indbyggere i området omkring Helena i Montana, hvor han boede. Prominent blandt disse mennesker var stammens erfarne medicinmand, kaldet Old Tom. I det som endte med et sjældent venskabsbånd, blev den seks år gamle Ron hædret med fostbroderstatus og lidt efter lidt begyndte han at påskønne en meget fornem spirituel arv.

L. Ron Hubbard nåede sin næste milepæl i 1923, da han 12 år gammel begyndte at studere freudiansk teori sammen med orlogskaptajn Joseph C. Thompson, der som den første amerikanske flådeofficer arbejdede sammen med Freud i Wien. Selvom L. Ron Hubbard aldrig accepterede psykoanalysen som sådan, var påvirkningen herfra alligevel afgørende. Han skrev senere, at om ikke andet, så havde Freud i det mindste fremsat den ide, ”at der kunne gøres noget ved sindet”.

Det tredje afgørende skridt blev foretaget i Asien, hvor Hubbard tilbragte det meste af to år med rejser og studier. Han var en af de få amerikanere, der fik lov til at besøge de sagnomspundne tibetanske klostre i Kinas vestlige bjerge. Han studerede faktisk hos den sidste af de kongelige troldmænd fra Kublai Khans hof. Uanset hvor fascinerede den slags eventyr er, måtte han til sidst erkende, at han ikke fandt noget brugbart eller forudsigeligt om menneskets sind og sjæl.

Da Hubbard kom tilbage til USA i 1929, startede han på George Washington universitet, hvor han begyndte at læse ingeniørvidenskab, matematik og atomfysik. Disse fag kom ham senere til stor hjælp i hans filosofiske forskning. Faktisk var L. Ron Hubbard den første, der strengt holdt sig til at anvende de vestlige videnskabelige metoder under studiet af sjælelige forhold. Udover grundlæggende metodik havde universitetet intet at tilbyde. Faktisk, som han senere indrømmede: ”Det var meget tydeligt, at jeg arbejdede med og levede i en kultur, som kendte mindre til sindet end den mest primitive stamme, jeg nogensinde havde været i kontakt med” og ”da jeg vidste, at heller ikke folk i Østen kunne komme så dybt og forudsigeligt ind i sindets gåder, som jeg havde fået indtryk af, at de kunne, vidste jeg, at der lå en masse forskning foran mig.”

Denne forskning kom til at tage ham de næste 20 år. Den førte ham gennem ikke mindre end 21 racer og kulturer, herunder indianerstammer på den nordvestamerikanske kyststrækning, filippinske tagaler og, som han ofte jokede omkring, folk i bydelen Bronx i New York. Grundlæggende kan man sige, at hans arbejde i denne periode fokuserede på to fundamentale spørgsmål. For det første, og som en videreførsel af hans eksperimenter på universitet, hvor han ledte efter den gådefulde livskraft, som så længe havde været emne for spekulation, kilden til menneskets bevidsthed. For det andet og uløseligt forbundet med det første, ønskede han at finde fællesnævneren for alt liv. Først når den var fundet, tænkte han, kunne man effektivt finde ud af, hvad der var både sandt og brugbart med hensyn til den menneskelige tilstand.

Første niveau af denne søgen blev nedskrevet i 1938 i et ikke offentliggjort manuskript med titlen ”Excalibur”. Kort fortalt så fremsatte dette værk den ide, at liv er meget mere end en tilfældig række kemiske reaktioner, og at der lå en eller anden definerbar tilskyndelse til grund for al menneskelig adfærd. Den tilskyndelsen er overlev, erklærede han, og den udgør den mest gennemtrængende kraft hos alle mennesker. At mennesket overlevede var ikke nogen ny ide. Men det var nyt, at dette skulle være fællesnævneren for al eksistens og heri lå ledetråden for den videre forskning.