L. RON HUBBARD | BIOGRAFISK PORTRÆT
Administrative
teknologier
I hjertet af Hubbards administrative opdagelser findes organiseringstavlen eller ”orgtavlen”, som den mere almindeligt bliver kaldt. Organiseringstavlen, som blev udviklet i 1965, er et diagram over en organisations opbygning. Denne tavle viser alle de funktioner, der er nødvendige, for at en gruppe fungerer bedst muligt. Faktisk viser organiseringstavlen det ideelle organiseringsmønster for enhver aktivitet.
Dette mønster opdeler alle aktiviteter – for grupper såvel som for enkeltpersoner – i 7 grundlæggende afsnit. For hvert af disse afsnit beskrives så pligterne, jobbene og de opgaver, der er nødvendige for at opnå en koordineret indsats. Afsnittene 1 til 7 på organiseringstavlen er tilrettelagt i en bestemt rækkefølge, kaldet ”produktionscyklusen”. Denne rækkefølge er på ingen måde tilfældig. Når Hubbard taler om en produktionscyklus, mener han ikke et samlebånd eller den menneskelige maskine, der udgør organiseringsmønstret i forretnings-verdenen, men snarere de specifikke aktiviteter som al produktion, hvad enten det drejer sig om grupper eller enkeltpersoner, følger helt naturligt. Faktisk må man gå igennem de 7 grundlæggende trin, hvis man vil opnå noget som helst. Derfor er organiseringstavlen ikke blot den ideelle måde at opnå vellykket organisation på, men den eneste metode, der vil resultere i en vellykket organisation.
Efter at have beskrevet den ideelle organisationsform fandt L. Ron Hubbard frem til de specifikke administrative retningslinier, som denne organisationsform skal fungere efter. Disse administrative retningslinier er indeholdt i et sæt referencematerialer, der hedder Lederkursus i organisation (Organization Executive Course). Disse bind indeholder hele teorien og alle detaljerne for hver eneste facet i en organisation – lige fra ansættelse af personale til personalets etik, og fra markedsføring til kvalitetskontrol, osv. Faktisk er der et helt bind til hver af afdelingerne på organiseringstavlen, der beskriver de præcise opgaver og funktioner i den pågældende afdeling. I tre tillægsbind, kendt som Ledelsesserien (Management Series), giver L. Ron Hubbard på samme måde alle de oplysninger, en leder har brug for, for at lede en organisation. De beskriver f.eks., hvordan man danner en organisation, hvordan man leder, hvordan man etablerer, hvordan man tager sig af personalet og endda PR-kunsten. Således giver dette Lederkursus i organisation alle de nødvendige retningslinier for at drive en organisation, mens Ledelsesserien giver de nødvendige retningslinier for at lede en organisation.
I disse retningslinier kan man blandt andet finde de meget vigtige eksistenstilstande, som L. Ron Hubbard har defineret som en tings grad af succes eller overlevelse. Det grundlæggende begreb kendes vagt af den kløgtige administrator, som plejer at bruge ord som ”virksomhedens helbredstilstand”. Men mens ideen om en virksomheds helbredstilstand kun antyder to tilstande – god eller dårlig – og ikke giver nogen præcis måde, hvorpå man kan forbedre den, tilbyder L. Ron Hubbard en hel del mere. Mere specifikt analyserede Hubbard de forskellige grader af organisationens overlevelse – fra en tilstand af ikke eksistens til en faresituation, en nødtilstand, en normal tilstand og til tilstande af overflod og magt. Desuden har han detaljeret forklaret de nødvendige formler eller handlinger, man skal udføre for at forbedre enhver tilstand. Når man blot følger de beskrevne trin, kommer man gennem hver tilstand og op til den næste, indtil organisationen virkelig blomstrer.
For at fjerne ethvert gætteri med hensyn til virksomhedens tilstand, udarbejdede L. Ron Hubbard yderligere metoder til at overvåge organisationens helbredstilstand ved hjælp af statistikker. Han definerede statistik som et antal eller en mængde af noget sammenlignet med et tidligere antal eller mængde af den samme ting. Således refererer statistik til mængden af udført arbejde eller værdien af det, og det er den eneste fornuftige måde, man kan måle enhver produktion eller enhver aktivitet på, hvad enten det er en organisation eller et individ. Man kan derfor sige, at statistik er en administrativ måde at måle en organisations helbredstilstand på, mens L. Ron Hubbards ”eksistenstilstande” giver midlerne til at forbedre denne helbredstilstand. Når disse redskaber anvendes korrekt, kan man isolere de områder med flest vanskeligheder og afhjælpe situationen her.